pasta, spaghetti, flødepasta, fløde, basilikum, spinat, tomater, vegansk, vegansk pastaret, vegetarisk
Aftensmad,  Alle opskrifter,  Uncategorized,  Vegansk

Vegansk og cremet pastaret med tomater, basilikum og pinjekerner

I mit hoved hedder denne ret “Alene hjemme-pasta”, men det er selvfølgelig ikke så præciserende.
Sagen er bare, at det er den ret, jeg laver oftest, når jeg er alene på matriklen og har brug for comfort food, som kan indtages fra sengen med en computer på maven. 
Og ja, at spise liggende er en fornøjelse, jeg værdsætter så højt, at jeg springer direkte ind under dynen med min mad, så snart nogen kigger væk. Uden skam. For at skamme sig er bare dumt. Og for det meste spiser jeg trods alt ved et bord.
Pastaretten fungerer også glimrende under sådanne “mere anstændige forhold”. 
Det fik vi afgjort i går, hvor min kæreste og jeg drak vin i eftermiddagssolen og efterfølgende oplevede akutte pasta-cravings, som jo ikke er sådan at slå ned igen. 
Et kvarter senere stod der heldigvis mad på bordet, og rosé-rusen faldt til ro. 
Derfor må det være mit bedste råd, at du kaster dig over opskriften næste gang, du løber ind i samme pastatrang. Ingredienslisten er overskuelig, arbejdstiden minimal og smagen i top. Tilmed kan retten både laves vegetarisk og vegansk, så den er god for mere end dig og dine smagsløg. 🌏

VEGANSK OG CREMET PASTARET MED TOMATER, BASILIKUM OG PINJEKERNER 

Til 2-3 personer

Ingredienser 

  • 2 spsk olivenolie 
  • 2 små løg 
  • 3 fed hvidløg
  • 2 store og solmodne bøftomater 
  • 1 lille potte basilikum 
  • 75 gram frisk spinat 
  • Saften fra 1/2 citron
  • 250 ml plantebaseret Cremefine (eller almindelig cremefine, hvis retten ikke skal være vegansk)
  • 2 spsk gærflager (eller revet parmesan, hvis retten ikke skal være vegansk)
  • 1,5 tsk salt + et drys peber 
  • 0,5 tsk chilipulver (eller efter smag)
  • 30 gram pinjekerner 
  • 500 gram frisk pasta (Naturli laver frisk pasta uden æg, hvis det skal være helt plantebaseret)
 
Fremgangsmåde
  1. Rist først pinjekernerne på en tør og varm pande. Rør i dem hele tiden, da de let brænder på. Når de er letgyldne, hældes de straks i en skål, så de kommer væk fra varmen. 
  2. Hak løg og hvidløg og kom dem på panden sammen med olien. Steg blandingen i 4-5 minutter ved middelvarme.
  3. Imens hakkes bøftomaterne i små tern. De tilsættes og steges med i cirka 5 minutter. Herefter tilføjes spinat og hakket basilikum.  
  4. Når spinaten er faldet sammen og tomaterne har afgivet en masse væde, tilsættes Cremefine og gærflager. 
  5. Lad retten simre ved lav varme i et par minutter, inden citronsaft, salt, peber og chili tilsættes. 
  6. Kog den friske pasta efter anvisning på pakken. Den skal kun have 2-3 minutter. 
  7. Vend den kogte pasta sammen med sovsen og servér straks. Top spaghettien med pinjekerner og et lille blad basilikum for øjets skyld. Et drys friskkværnet peber klæder også retten godt. 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *