Kokosmælk står øverst på listen over konserves, jeg altid har på lager, fordi den cremede mælk forvandler selv de tarveligste rester i grøntsagsskuffen til hæderlige måltider. 
En form for ris/quinoa/bulgur finder man næsten også altid i vores lille køkken på Trøjborg. Og således er der kun ringe undskyldninger for ikke at spise ordentligt selv på travle dage, hvor madlavning står nederst på prioriteringslisten.
Retten her miksede jeg netop sammen en aften, hvor det hele skulle gå lidt tjept, men hvor det alligevel ville være for surt at spise havregrød for anden gang på en dag. Selvom det hænder oftere, end jeg er stolt af, fordi #life .. 
Anyhow. Hvis du også er på evig jagt efter hurtige aftensmadsløsninger, hvor der ikke gås på kompromis med hverken smag eller sundhed, så er en thai curry et godt bud. 
Det er dog en forudsætning, at du har lidt spices på lager. Men det er også givet godt ud, fordi den slags holder sig lææænge og heller ikke koster alverden. 
En karrypasta og et thai-krydderi af en art (eller bare almindelig karry) er alt, du behøver. Og kokosmælk, selvfølgelig. Og ris og grøntsager. Men det er nemt. Jeg lover det. 
Velbekomme! 
Spicy Thai Curry 
til 4 personer 

3 spsk raps- eller kokosolie 
1 stor tsk hvid miso*
2 spsk thaikrydderi fra Urtekram (eller bare karry)
3 tsk grøn karrypasta
3x3 cm frisk ingefær 
3 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
3 gulerødder
1 lille broccoli
Et kvart blomkål
Saften fra 1/2 lime 
1-2 tsk salt 
1 tsk ahornsirup (eller sukker)
1 dåse kokosmælk

Ris, peanuts eller cashewnødder og frisk koriander som tilbehør

*Hvid miso kan udelades. Det giver retten ekstra 'dybde' i smagen, men kan fint erstattes af lidt ekstra karrypasta. Smag dig frem. 
________________________

Fremgangsmåde
Sæt risene over kog først. 
Skær dernæst grøntsagerne i mindre stykker, riv ingefæren og pres hvidløget. Opvarm olie i en wok eller en dyb pande og tilsæt grøntsagerne, hvidløget og ingefæren. Tilføj også miso og grøn karrypasta. Lad grøntsagerne stege et par minutter - de skal stadig have bid. 
Tilføj nu thaikrydderiet sammen med kokosmælken. Giv retten et hurtigt opkog og smag til med ahornsirup/sukker, salt og lime.
Server retten, så snart risene er færdige.  
Kom lidt peanuts eller cashewnødder og et drys frisk koriander på toppen, hvis det skal være rigtig godt. 



Måske vil du også synes om...

TILBAGE TIL TOPPEN