Alle burde have et glas stående i køleskabet. Simpelthen. De smukke, karameliserede løg højner med deres bittersøde smag og smukke udseende enhver salat med længder. 

Og så er det bare en lillesmule blærerøvsagtigt at have syltede rødløg af den hjemmelavede slags som fast inventar i sit køkken. Fremstillingsprocessen er dog alt andet en blæret og kræver ikke meget andet end et net rødløg, lidt eddike, sukker og måske et par laurbærblade og lidt peberkorn, hvis man vil skeje helt ud. 

At sylte rødløg er altså en smart fidus, og selv hvis ikke du ser dig selv som den syltende type, kan du godt tro om, for det her er for alle. 

Eller, det skal jeg jo ikke bestemme, men jeg synes, du skal prøve opskriften af, hvis dit salat-game trænger til en overhaling. 
For tiden er jeg ret glad for at lave en salat bestående af spinat, kogt quinoa eller bulgur og avocado. Jeg topper den med lidt varmrøget laks, måske smuldret feta, en håndfuld ristede nødder eller kerner, og så selvfølgelig syltede rødløg. Man kan også udskifte laks med kylling eller helt udelade dyr i sin salat. Det hele fungerer, så det er bare om at prøve sig frem. 
Syltede rødløg 
6 rødløg
3 dl lagereddike 
2 dl vand 
2 dl sukker
4 laurbærblade, friske eller tørrede 
ca. 10 hele peberkorn
1/2 tsk sennepsfrø 
___________________________
Fremgangsmåde
Kom vand, eddike og sukker i en gryde og vent på, at det koger. Tilsæt også laurbærblade, peberkorn og sennepsfrø, hvis du har det ved hånden. Det er ikke afgørende, men det giver et spicy pift, som er ret lækkert. Imens lagen kommer i kog, skæres løgene i halvtynde både, hvorefter de kommes i gryden. Rødløgene skal koge i tre minutter, inden de fjernes fra lagen med en hulske. Lad herefter sukker-eddikeblandingen simre videre uden låg ved middelhøj varme i 10-12 minutter, inden den hældes over løgene. Lad dine syltede rødløg køle helt af, inden de kommes på et skoldet glas og opbevares på køl. Løgene holder sig uden problemer i tre ugers tid. 
TILBAGE TIL TOPPEN