Aftensmad,  Alle opskrifter,  Snacks

Sprøde pommes frites

Kan I også mærke det?

Fredagsstemningen, der ligger på lur. Visheden om, at weekenden nok skal få banet sig vej igennem hverdagshjulet, hvor håbløst det end så ud i mandags. Frida og jeg har været til eksamen for et par timer siden. Resultatet kommer først om en måneds tid, men friheden – dén er til at tage og føle på allerede nu. 

Hurra for en snack

Og hvordan fejrer man så bedst en (forhåbentligt) veloverstået eksamen? Svaret kommer næsten notorisk. Med en treat selvfølgelig! Om det er kage, chokolade, champagne eller noget fjerde, man griber ud efter, er selvfølgelig helt op til en selv. Herhjemme kunne det dog meget vel ende ud i en skudefuld fritter. Hjemmelavede og med en smart ingrediens, som giver dem potentiale til at udkonkurrere enhver købeversion. De er virkelig gode. Sådan VIRKELIG. 

Tricket er rugmel

Og ja, det lyder både frygteligt sundt og helset, men det gør altså noget godt for fritten. Både på smagsfront og sprødhedsskala. Til forveksling kommer de til at minde om køledisk-klassikeren; curly fries. Fridas go-to, når der er tømmermænd på menuen. Sagt med andre ord: Fritterne giver følelsen af, at man spiser noget supersnasket. Uden at man gør det. 
Smart, som man kan snyde sin hjerne, ikke? 

POMMES FRITTES MED RUGMEL OG LÆKRE KRYDDERIER

Giver én bradepande

  • 5 ret store kartofler 
  • 3 spsk olie (oliven, raps eller solsikke)
  • 1/2 tsk røget paprika
  • 1/2 tsk chilipulver
  • 2 tsk salt
  • 2 store spsk rugmel 

FREMGANGSMÅDE

  1. Skræl kartoflerne, og skær dem i pommes frites-form. De skal være ret tynde, hvis de skal blive helt sprøde. 
  2. Kom derefter kartoflerne i en plastikpose sammen med olie, krydderier og rugmel og vend godt rundt. 
  3. Fordel fritterne på en bageplade med bagepapir. Sørg for at de ikke rører for meget ved hinanden. 
  4. Bag dem cirka 30 minutter ved 200 grader varmluft, inden du giver dem 5-7 minutter ved grill-varme. Hold godt øje med dem undervejs, for ovne er som bekendt af forskelligt temperament. 

Serveringstip:

  • Fritterne gør det godt med fiskefrikadeller og masser af remo/mayo, alt efter hvad du og dine medspisere præfererer. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *