Alle opskrifter,  Dessert,  Morgenmad,  Sødt

Klatkager

SÅ!

Vi har endelig danset sejrsdans i taglejligheden efter at have fået en afleveringskvittering i hver vores inbox. 

Bloggen mindede mig lige om, at det er 18 dage siden, der sidst er blevet skriblet på domænet.

Og det passer egentlig meget godt med det antal dage, Frida og jeg har været indespæret i en altopslugende eksamensboble. Derinde har vi siddet og svedt og drømt os ud på den anden side, hvor julehyggen har duftet så dejligt men været så håbløst langt væk. 

Men NU er vi saftsuseme sluppet fri, og det føles ubeskriveligt godt. Der er stadig seks dage til jul, og nu er planen altså at skrue helt op for Wham og kanelsukker og julekalender. 

Og klatkager. Mums!

Så er der jul på morgenmenuen. Hvis du har en rest risengrød, så bør du forkæle dig selv og dem, du har kær, med en omgang. Det er totalt godt og totalt nemt.

Og så har du tilmed en undskyldning for at sætte risengrød på blusset igen i aften. Vi håber, at opskriften falder i jeres smag, og at I har haft en noget mere julet december end os. 

KH <3 

KLATKAGER 

Til 3 personer

  • 500 gram kold risengrød
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk kanel 
  • 1 spsk sukker 
  • 2 spsk hvedemel (boghvedemel for en glutenfri version)
  • 2 æg 
  • Kokosolie eller smør til stegning

FREMGANGSMÅDE

  1. Bland alle ingredienserne sammen til en tyk pandekagedej. 
  2. Steg små og tykke klatkager i rigeligt smør eller kokosolie ved middelvarme. De skal cirka have 4 minutter på hver side. 
  3. Spis klatkagerne, mens de stadig er lune.

Tip!

De er gode med alt fra kanelsukker til frisk frugt. Skal det være særligt julet, kan du servere kagerne æblebåde, som du har stegt i smør og drysset med kanelsukker. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *