kartoffel, salat, ramsløg, pesto, ramsløgspesto, spinat
Aftensmad,  Alle opskrifter,  Salater

Kartoffelsalat med ramsløgspesto og varmrøget laks

Ingerslev Torvemarked er indbegrebet af weekendluksus for mig. Det bugner med friskhøstet grønt fra lokale producenter. Der er fisk, ost og æblemost af bedste kvalitet, god stemning og ditto cappuccino fra biksen med det selvbevidste navn; Go’ Kaffe. 

Eneste anke er, at markedspladsen ligger på Frederiksbjerg, som for Trøjborgfolk er fjernt landområde. Jeg kommer i hvert fald for sjældent på de mondæne kanter, men det er der jo råd for. 

Mit bedste er: Kom afsted.

Hop på cyklen eller i et par gode sneaks. Bus 1A kan til nøds gøre besværet for dig, hvis du ikke vil kysses af forårssolen (men hvem vil ikke?).  I går hørte Daniel og jeg til det underrepræsenterede segment af morgenfriske, der havde bevæget sig ud i byen før klokken 9. 

Således havde vi god tid til at hente crossainter og ølandsstykker hos Briancon, som vi delte med hinanden og en horder af ænder ved Åen, inden vi satte kurs mod Ingerslev Boulevard.

Op og afsted fra morgenstunden af!

Jeg synes, det er en god idé at komme forholdsvist tidligt på markedet. Dels er man på den måde sikker på at få, hvad man kommer efter, og man er samtidig fri for det helt vilde menneskemylder. Men det er selvfølgelig en temperamentssag.

Jeg er bare morgenmenneske og synes, der er noget fredfyldt over at se byen vågne. Denne lørdag købte vi varmrøget laks, romanescokål og danske kartofler. På vejen hjem hentede vi ramsløg i skoven, og så var der ellers (forsmag på) sommer på en tallerken. 

Om man tyr til en grøn kartoffelsalat eller noget andet godt, er selvfølgelig op til en selv, men jeg kan kun anbefale at slå et smut forbi Aarhus hyggeligste madmarked. Og den der kartoffelsalat ik.. Den er altså rætti go’. 


KARTOFFELSALAT MED RAMSLØGSPESTO OG VARMRØGET LAKS

2 personer (og højst sandsynligt en lille rest)

  • 1/2 kg små danske kartofler 
  • En bakke spinat a 125 gram 
  • 1 romanescokål
  • 2 avocadoer 

PESTO

  • 50 gram mandler
  • 100 gram ramsløg
  • 1,5 dl olivenolie (raps- eller solsikke går også an)
  • 1 tsk salt 
  • Et lille dryp akaciehonning 
  • 100 gram parmesan 

Derudover 

  • Varmrøget laks, ca. 1/2 laksefilet pr. person 

FREMGANGSMÅDE

  1. Rens kartoflerne for “øjne” men lad dem ellers beholde skrællen på. Kog dem i saltet vand i 8-10 minutter. De skal slippe, når man stikker en kniv i dem, men endelig ikke være overkogte. 
  2. Imens kartoflerne koger, bages romanescokålet. Del kålhovedet i de stykker, hvor det naturligt deler sig. Du får på den måde en masse små kålbuketter. Vend dem i lidt olie og salt og bag dem i 8-10 minutter ved 180 grader. De skal lige tage farve men stadig have masser af bid. 
  3. Mandlerne til pestoen skal også lige have en tur i ovnen. 7-8 minutter ved 180 grader.
  4. Lad nu kartoflerne og kålet køle helt af, inden det vendes med spinat og avocado i både. 
  5. Til pestoen blendes ramsløg og olie, inden mandler, parmesan og salt tilsættes. Sørg for kun at blende ganske kort, så pestoen bliver grov i teksturen.
  6. Smag den til med lidt honning, hvis den er meget krads (hvilket ramsløg er i rå mængder). 
  7. Vend til sidst en passende mængde pesto rundt i salaten og server med stykker af varmrøget laks på toppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *