Nye kartofler, smukke radiser, sprøde asparges og cremet avocado. Alt sammen svøbt ind i en klassisk basilikumpesto. Lyder det godt? It iiiiiis! Det her er virkelig en salat, som smager af sommer, og så er den tilmed både virkelig nem og virkelig pæn med alle de grønne nuancer. Salaten udgør et glimrende måltid i sig selv, men fungerer også som uimodståelig kompagnon til diverse grilllerier. For eksempel som tilbehør til en saftig lakseside bagt på grillen - jeg siger jer, det ville være et match made in heaven!
Endnu et plus ved salaten er, at den er forholdsvis hurtig at bikse sammen og desuden fungerer som den perfekte frokost to go. Jeg havde den selv med på picnic sammen med alle mine børnehaveunger i dag, og det var altså ret sublimt at sidde på græsset og gumle sommerlækker salat, imens solen gennemvarmede os alle sammen. Jeg spår den i al fald en stor fremtid herhjemme!
Kartoffelsalat, som tilbehør til 4-5 personer

800 gram nye kartofler 
1 bundt friske grønne asparges
1 bundt radiser
1 bakke ruola
1 stor avocado
4-5 spsk pesto (se opskrift nedenfor)
Eventuelt ristede pinjekerner eller saltede mandler 

Pesto, giver 1 glas af marmeladesstørrelse
Halv/halv persille og basilikum. Eller kun basilikum. Mængde svarende til én stor potte af dem man køber
1 fed hvidløg
Saften fra en halv citron
1,5 dl olivenolie
50 gram pinjekerner eller mandler 
40 gram friskrevet parmesanost
salt 
Eventuelt et lille tryk honning 
____________________________________

Fremgangsmåde
Kartoflerne renses for jord og "øjne", men lad endelig skrællen sidde på. Efterfølgende koges de i saltet vand, indtil de er møre. Det tager ca. 15-20 minutter alt efter størrelse. Når du kan stikke en urtekniv i en kartoffel, hvorefter den slipper med lethed, er den helt perfekt. Imens kartoflerne koger, laves pestoen
Mandlerne/pinjekernerne ristet kort på en tør pande, til de har taget let farve. Basilikum/persille blendes med olivenolie, inden der tilsættes parmesan, pinjekerner, citronsaft og hvidløg. Pestoen blendes til den ønskede konsistens. Jeg kan godt lidt, at den har lidt struktur, men det er jo en smagssag. Smag den til med salt og en smule honning, hvis den er for skarp i smagen. 
Herefter skæres avocado, radiser og asparges i passende størrelser, og kartoflerne køles af, inden det hele anrettes på en bund af rucola og overhældes med generøse mængder pesto. Havde jeg ligget inde med flere pinjekerner, eller havde jeg overvejet, hvor lækkert et drys saltede mandler på toppen kunne have været, havde jeg uden tvivl tilføjet dette. Det må blive næste gang. Velbekomme og god sommer! 
TILBAGE TIL TOPPEN