Traditionel gløgg lavet på rødvin og med en bund af rosiner og den slags hejs har aldrig rocket min verden. Det bliver for tungt, og jeg bilder mig selv ind næsten at kunne smage, hvordan hovedpinen kommer snigende slurk for slurk. Dens hvide ækvivalent derimod er både let og frisk og hitter stort herhjemme lige nu.
Det er også min antagelse, at hvid gløgg er særligt populær i år, hvor den måske før har været lidt for de få. Præcis som det skete med rosé i sommers! Inflation er en sjov størrelse og ikke altid til at spå om. Noget, som før var lidt en fiks idé, måske endda en smule kikset, kan vinde frem over natten. Så skulle alle have rosé og pil-selv-rejer på havnen, og nu har enhver café med respekt for sig selv en lys version af varm vin på menuen. Ret komisk, synes jeg, men den hvide gløggs pludselig popularitet er alligevel svær at have indvendinger imod. Hvis du er enig, har jeg en genial opskrift til dig lige her. 

Hvid gløgg med æblemost, ingefær og kardemomme

1 flaske hvidvin
7 dl æblemost
75 gram sukker
2 økologiske citroner i skiver
8-10 hele kardemommekapsler 
3 kanelstænger 
5 x 5 cm frisk ingefær i skiver
1 dl rom (både lys og mørk går an) 

________________________________

Fremgangsmåde
Kom sukker, æblemost, citron, ingefær, kardemomme og kanel i en gryde. Lad det koge op og simre i 15 minutter under låg. Tilsæt herefter hvidvin og rom og lad gløggen blive varm uden at koge. Den hvide gløgg serveres brandvarm og fungerer ualmindeligt godt i kombination med et tårn af æbleskiver og et endnu højere tårn flormelis.



TILBAGE TIL TOPPEN