Hvis det på mærkværdig vis skulle være gået nogens næse forbi, så kan jeg fortælle, at der er steroide-lignende tilstande på udsalget inde i byen. Vi snakker skiltninger med 50 og 70 procents rabatter bøjet i neon i alle butiksvinduer og på alle netshops. Og det er altså bad luck, hvis man a) har nul penge på lommen og b) ikke ligefrem mestrer kunsten at beherske sig. 
Jeg er på SU, og selvbeherskelse er ikke et karaktertræk, som rangerer i top hos mig, hvilket jeg endnu en gang fik bekræftet i sidste uge, hvor jeg pludselig finder mig selv i Imerco. Her var jeg momentant af den fulde overbevisning, at jeg ikke kunne leve uden en støbejernsgryde (ja. What the fuck?). Og det til trods for, at jeg netop havde lovet mig selv, at udsalgsshopperiet skulle være en overstået epidemi.
Set i retrospekt kunne jeg sagtens have været den gryde foruden. Det kunne jeg virkelig. Men helt ærligt, så er der altså en god investering i sådan en basse, for den er G-E-N-I-A-L at bage brød i, og det samme gælder, når der skal laves simreretter. Men de er suverænt dyre, når de ikke er på tilbud, så nu er altså et godt tidspunkt at erhverve sig sådan en. Jeg si'r det bare. 
Grydebrød er dødlækkert. Simpelthen. Og så er det nemt. Man skal ikke have fingrene i dejen, og foruden de fem minutter det tager at røre ingredienserne sammen, klarer den selv resten over en 12-timers tur i køleskabet. Derefter skal dejen blot vippes over i gryden, bages i 40 minutter, og så er der brød af den slags, som får dig til at takke de højere magter for, at du ikke er glutenintolerant.
grydebrød, giver 1 brød
15 gram gær
6 dl koldt vand 
1 spsk honning (eller sukker)
150 gram speltmel
400 gram hvedemel
1 dl blandede frø og kerner (her er brugt græskarkerner og hørfrø)
lidt havregryn til at drysse bund og top

En støbejernsgryde, der kan rumme 4 liter 
___________________________________

Fremgangsmåde
Opløs gæren i det kolde vand og tilsæt honning og salt. Kom herefter alt melet i og rør godt rundt, inden du tilsætter kernerne. Dejen skal være lind og ret våd, når den stilles i køleskabet. Lad den koldhæve i 12 timer.

Når du skal bage brødet, tænder du ovnen på 250 grader og stiller støbejernsgryden derind, så den bliver brandvarm. Herefter tages gryden ud og drysses med lidt havregryn i bunden, inden dejen hældes i. Drys også lidt gryn på toppen, kom låg på gryden og stil den tilbage i ovnen, som stadig skal være 250 grader. Bag brødet i 25 minutter med låg, hvorefter det skal have 10-15 minutter uden låg. Hold øje med det, for nu går det stærkt.

Lad brødet køle af i minimum en halv time, inden det spises med tandsmør, eller hvad du foretrækker. 

Måske vil du også synes om...

TILBAGE TIL TOPPEN