Den smukkeste frugt i frugtskålen? Jeg tror, vi er mange, der vil pege på fignen. Af samme årsag bliver jeg altid lidt lykkelig, nærmest barnligt begejstret, når jeg spotter den lækre frugt i supermarkedet. Den skal med mig hjem, og sådan er det.
Jeg mener, SE lige hvor magisk den ser ud. Ofte kan man endda få fire for ti, og det er altså et tilbud, man ikke bør være mange sekunder om at slå til. 
Desuden er listen med variationsmuligheder alenlang. Figner er særligt gode på havregrød eller yoghurt, måske med lidt honning og et drys kanel på toppen. De er geniale at snacke i kombination med peanutbutter og chokolade, og de klæder et utal af kager. Men de er også gode i det salte køkken. Som her, hvor de sammen med karameliserede rødløg og gedeost udgør en treenighed, der er svær at modstå. 
Og lad dig endelig ikke narre af det fine franske. En galette er et pænt ord for en ultranem tærte. Den kræver ingen bageform = mindre opvask, og den kan laves uden den klassiske æggemasse = kortere bagetid. Genialt? Det tror jeg nok. Lækkert? Prøv selv. (Men det er dumt at lade være). 

Galette med boghvede, figner, rødløg og gedeost 


Bund
250 gram boghvedemel*
100 gram blødt smør
1 æg
1,5 tsk salt 
1 tsk tørret timian 


*Boghvedemel kan udskiftes med en hvilken som helst anden type mel, men jeg vil anbefale, at man giver boghveden en fair chance.  Det er nemlig super lækkert og giver en nøddeagtig smag, som klæder de øvrige ingredienser godt. I virkeligheden er boghvede ikke en kornsort, men et frø, så det er langt bedre for dig end fx almindelig hvede. Proteinindholdet er på ca. 14%, og frøet indeholder desuden en god portion kostfibre og sunde fedtstoffer. 


Fyld 
25 gram smør 
2 rødløg
1 tsk ahornsirup eller sukker
2 spsk balsamicoeddike 
150 gram gedeost fra rulle
4 friske figner 
friskkværnet sort peber 
Evt. frisk timian 



_____________________________


Fremgangsmåde

Smuldr smøret ned i melet og tilsæt efterfølgende æg og krydderier. Saml dejen med hænderne og lad den hvile, imens du laver fyldet.
Herefter laves de karameliserede rødløg. Skør rødløgene i tynde skiver. Smelt dernæst smørret i en pande, tilsæt ahornsirup og løg, og lad dem simre ved middelvarme i fem minutter. Tilsæt herefter balsamicoeddike og lad løgene simre yderligere fem minutter, indtil de er bløde og karameliserede. 
Herefter rulles dejen ud med en kagerulle imellem to stykker bagepapir. Den skal være tynd, men ikke så tynd, at den ikke er til at arbejde med. 
Løgene fordeles på dejen, hvorefter fignerne og gedeosten skæres i skiver og fordels ovenpå. Læg eventuelt et par kviste frisk timian på til slut sammen med et drys sort peber. 
Siderne på galetten foldes nu ind over fyldet. Sørg for at der ikke er nogle huller rundt i kanten, hvor fyldet kan sive ud under bagning. 
Galetten bages i cirka 35 minutter ved 200 grader varmluft, eller til dejen er sprød og gedeosten gylden. 
TILBAGE TIL TOPPEN