Jeg har vist nævnt det før. Bagt grød er og forbliver højt på listen over mine personlige  morgenmadsfavoritter. Det skyldes blandt andet, at grøden rent æstetisk er meget smuk at se på, men det skyldes nok hovedsagligt, at det er som at få kage serveret til morgenmad, velvidende at man fylder sin krop med rene gode sager. Og det ér da ret fantastisk!
Jeg ved, at det er afgørende for resten af min dag, hvordan min morgen har taget form. Har den været kaotisk og uden mælk til kaffen, så er der en god sandsynlighed for, at resten af dagen fortsætter i samme dur. Har den derimod været rolig og inkluderet en god morgenmad, jamen så bliver resten af min dag sædvanligvis også ret god. Så mit bedste råd til en god dag er i virkeligheden virkelig simpelt:  Man skal give sig selv tid til at spise lækker morgenmad hver evig eneste dag. 
Og en lækker morgenmad behøver hverken kræve et stort køkkenshow eller enorme mængder tid. Allerhøjst en smule planlægning. En grød som denne kan nemlig snildt give morgenluksus flere dage i streg, eftersom den ingen skade tager af en retur i ovnen (eller mikroen). Et tip er at nyde den søndag, for derefter også at have morgenluksus på menuen de kommende hverdage.  
Bagt grød med bær og mandler, til 4 personer
4 dl fintvalsede havregryn
3 dl kogende vand
2 æg
2 store og meget modne bananer + 1/2 til pynt 
1 tsk kanel
1/2 tsk salt 
1 dl friske eller frosne bær (hindbær, solbær eller blåbær er gode valg)
En håndfuld grofthakkede mandler 
flydende honning 

_________________________

Fremgangsmåde
Overhæld havregrynene med kogende vand, tilsæt salt og kanel og lad grøden trække et par minutter. Mos bananerne og bland dem med æggene, inden blandingen røres i havregrøden. Kom grøden i et ildfast fad beklædt med bagepapir og top den med bær, skiver af banan og hakkede mandler. Dryp lidt honning på toppen, inden grøden bages ved 180 grader i ca. 30 minutter. Lad den stå og køle i 10 minutter, inden den spises - gerne med en klat græsk yoghurt og en smule bærkompot eller syltetøj. 
TILBAGE TIL TOPPEN